Københavns Politi deler nu billedet af en mand, som er mistænkt for at have begået en forbrydelse, der fandt sted i Vanløse den 5. juni 2026.
Som led i efterforskningen af en hændelse, der fandt sted natten til fredag den 5. juni 2026 mellem kl. 02.45 og 03.45 i en bil i området nord for Vanløse Station, offentliggør politiet nu et billede af den mistænkte mand.
Hændelsen har ikke på noget tidspunkt udgjort nogen generel fare for borgerne i området, men da politiet fortsat mangler at tale med den mistænkte mand, er politiet tilbageholdende med at oplyse nærmere om sagens omstændigheder, da det vil kunne påvirke efterforskningen.
”Vi mistænker manden på billedet for at have begået en forbrydelse, og derfor vil vi gerne have oplysninger, som kan føre til identifikation af ham. Vi vil selvfølgelig også gerne i kontakt med ham, så vi kan afhøre ham til sagen,” siger vicepolitiinspektør Anne Katrine Kristensen fra Københavns Politi.
Den mistænkte mand har følgende signalement:
- Mand
- Mellem 20 og 30 år
- Ca. 170-180 cm høj
- Mørkt, krøllet hår
- Lys i huden
- På gerningstidspunktet var han iført grå trøje med krave, lyse bukser og lyse sko.
Er der borgere, der kan genkende manden, bedes de kontakte politiet på tlf. 1-1-4.