Den dag, hvor børnepengene tikker ind, fordobles salget hos Børneloppen i Vanløse. Her oplever man, at forældre i stigende grad øremærker børnepengene til bestemte indkøb til deres børn.
Den 19. april bliver der særligt travlt i Børneloppen i Vanløse. Det er nemlig den dag, hvor børnepengene ryger ind på kontoen, og det giver omtrent en fordobling af salget i forhold til en normal lønningsdag i den lokale Børneloppen.
– Der er rigtig mange forældre, der venter på børnepengene og tager på en større shoppetur, når de kommer ind på kontoen. De dage, hvor man får børnepenge, falder også omkring sæsonskifte, så det passer med, at der skal skiftes ud i børnenes garderobe, siger Sofie Brandt, der er indehaver af Børneloppen i Vanløse.
Børnepengene kommer fire gange årligt omkring den 20. i henholdsvis januar, april, juli og oktober. Ikke nok med at salget her stiger til omtrent det dobbelte, så har Børneloppen oplevet en stigning på børnepengedagene i 2023 på 39 procent i forhold til 2022.
Bobler, pænt tøj og udvidet åbningstid
Grundet den store shoppetrang har man hos Børneloppen valgt at gøre noget ud af børnepengedagene med udvidet åbningstid og lidt bobler til de shoppende forældre.
– Normalt lukker vi butikken klokken 19, men når der kommer børnepenge, holder vi længere åbent. Det er faktisk blevet en fast tradition, og det er altid en rigtig hyggelig aften, hvor vi også ser, at kunderne – især mødrene – nyder en shoppetur for sig selv, eller måske med en god veninde eller søster, men i hvert fald uden børn siger Sofie Brandt.
Fredag den 19. april holder Børneloppen i Vanløse Late Night Shopping og forlænger åbningstiden til kl. 20.30.
Børneloppen er en landsdækkende kæde af loppesupermarkeder, hvor private kan sælge og købe alt til børn – tøj, legetøj, barnevogne, ventetøj og meget mere. Børneloppen gør det sjovt og overskueligt at shoppe og sælge genbrug til børn. Læs mere på www.boerneloppen.dk