Københavns Kommune vil mindske affald ved flytninger

dato

Københavns Kommune lancerer flyttekit til affaldssortering for at reducere usorteret affald ved flytninger

Hvert år flytter 90.000 husstande i Københavns Kommune, hvilket skaber en betydelig mængde usorteret affald. For at tackle dette problem lancerer kommunen et forsøg med flyttekits, der skal hjælpe københavnere med at sortere affald korrekt under flytningen.

I dag starter Københavns Kommune et nyt forsøg, hvor man i første omgang vil sende 5000 flyttekits ud til københavnere, der står over for en snarlig flytning. Flyttekittet består af poser til sortering af de forskellige typer affald som plast, papir og pap, en flyttekalender, klistermærker til inddeling af kategorier som ”sælg” og ”giv videre” samt et lille midlertidigt sorteringssystem til køkkenet i det nye hjem.

Teknik- og Miljøforvaltningen har undersøgt borgernes sorteringsadfærd i forbindelse med flytninger og estimerer, at hver flytning genererer ca. 60 kg affald, som kunne have været genbrugt eller sorteret til genanvendelse. Dette svarer til 5.500 tons affald om året fra flytning, hvoraf 25 procent kunne være genbrugt.

Teknik- og miljøborgmester Line Barfod ser frem til, hvordan københavnerne tager imod det nye flyttekit. Hun håber, at flyttekittet kan hjælpe familierne med at forberede en flytning i god tid og gøre det nemmere at sortere affald under flytningen. Den midlertidige sorteringsløsning til det nye hjem skal sørge for, at man som familie får gode sorteringsvaner fra starten.

Københavns Kommune håber også, at flyttekittet kan hjælpe med at fastholde den gode sorteringspraksis hos dem, der sorterede inden flytning, og hjælpe de husstande i gang med at sortere, der ikke affaldssorterede inden deres flytning. Flyttekittet gennemføres som et pilotprojekt og vil være færdigt i september 2025, hvorefter Teknik- og Miljøforvaltningen vil evaluere forsøget.

Alle københavnere, der står over for en flytning inden for det kommende halve år, kan bestille et flyttekit. Når man bestiller et flyttekit, tilmelder man sig forsøget og siger ja til at få tilsendt spørgeskemaer – et skema før og et skema efter flytningen.

Flyttekittet kan bestilles her: Intern side


https://www.kk.dk/nyheder/koebenhavns-kommune-vil-mindske-affald-ved-flytninger
Kilde: København Kommune